Medfølelse

Medfølelse er en sensitivitet over for ens egen og andres lidelse, sammen med et dybt engagement i at lindre lidelsen – Dalai Lama

Medfølelse er ligesom mange andre af disse ord – et stort ord med mange betydninger. Jeg kan godt lide citatet, men alligevel synes jeg at det danske ord ‘medfølelse’ ikke rummer ligeså mange som det engelsk ord ‘compassion’. Måske er det bare mine associationer.

Medfølelse med andre mennesker – også med sig selv. En lydhørhed overfor det at lide. Vi lider allesammen i en eller anden grad – den lidelse betyder meget for, hvordan vi interagerer med andre mennesker. Lidelse kan både være i direkte betydning – altså have ondt i ryggen, mangle søvn, hovedpine eller mange andre ting. Det kan også være indre lidelse – følelser vi hænger fast i som gør os ufri og at vi lider til stadighed. Konflikter i os selv eller andre kan føre til lidelse, som vi måske ikke evner at befri os selv fra der hvor vi er nu i livet.

Jeg oplever gang på gang at indre konflikter i mig selv kommer i vejen for at behandle mennesker på den måde jeg gerne vil. Her må jeg udøve medfølelse med mig selv for at komme videre. Medfølelse overfor mig selv, så jeg tilgiver mig selv for det jeg har gjort, således at jeg kan tilgive andre det de har gjort.

Dalai Lama siger også at dybest set er vi her på jorden for at hjælpe andre mennesker.  Grunden til dette – sådan som jeg ser det – er at alle mennesker er én. Det er et stykke viden som jeg har, men ikke kan forklare. Alligevel er det sandt for mig. Man kan vel sige, at det er min tro. Skeptikeren i mig kæmper mod at acceptere den slags viden, som hverken forklares eller bevises.

Medfølelse er en logisk praksis – at engagere sig i at lindre andres og egen lidelse.

Reklamer

Ar

Ar er synligt mærke efter noget vi har oplevet eller lært – som oftest på den hårde måde. Disse oplevelser kan være gode eller lærerige, men ikke altid. Nogle ar lægger bånd på os og giver os begrænsninger i vores liv.

Psykiske ar – oplevelser som har efterladt mere eller mindre synlige ar på vores sjæl kan også lægge bånd på oplevelser i ens liv. Mange ting man gør i løbet af livet, ja bare i løbet af en dag er betinget af det vi har lært, på godt og ondt. Det er svært at reflektere over alle ting man gør i løbet af en dag. Især hvis den dag er præget af travlhed og af at skulle skynde sig fra det ene til det andet og leve op til krav som andre stiller og indfører i ens liv. Det kan også være krav og forestillinger man selv har indført – måske som følge af noget man har lært tidligt i sit liv – f.eks. at ‘det er vigtigt at tjene mange penge’ eller ‘man skal altid være igang med noget’.

Disse oplevelser og erfaringer er med til at gøre en til den man er – men man behøver ikke at holde fast i det hvis man ikke vil være den person man er. Man kan godt vælge at gøre noget andet.

Jeg kæmper for tiden med balancen mellem at gøre det ‘jeg plejer’ og det jeg gerne vil. Nogle af de ting jeg ‘plejer’ er ganske glimrende, men der er også nogle som til tider bliver direkte skadelige for mig selv. Det kræver en masse energi og hårdt arbejde og ikke mindst ro i sindet at gøre noget andet, men jeg kan godt. Jeg gør det. Ikke hver gang, men jeg prøver og jeg bliver ved med at prøve. Jeg kan se at det er nødvendigt og jeg vil det.

Ar kan godt heles. Hvis de bare for tid nok – alting bliver ikke nødvendigvis som det var, men det er nok heller ikke mening.

Ansvarlighed

Stort ord med masser af betydning og associationer.

Ansvarlighed hører sædvanligvis sammen med det at være voksen – at blive voksen. Man skal tage ansvar og være ansvarlig. Man skal tage ansvar for sine egne ting, holde sine aftaler, passe sine lektier, holde orden på sit værelse og hvad man ellers har af pligter. Alt sammen skal lære en at tage ansvar og være ansvarlig.

Jeg har altid været meget ansvarlig og som barn var jeg meget bevidst om at det var en kvalitet som voksne satte pris på. Som 8-årig tog jeg selv færgen over Storebælt for at besøge mine bedsteforældre. Med svingende succes har jeg så forsøgt at leve op til det her med at være ansvarlig og pligtopfyldende.
I al den tid og med alle de ting jeg har været ansvarsbevidst omkring og været ansvarlig overfor er det ALDRIG faldet mig ind at tage ansvar for mig egne følelser. Når nu jeg er blevet gjort opmærksom på hvad der sker, når jeg ikke gør det, så er det komplet logisk, men jeg har aldrig tænkt på at det også var noget jeg skulle tage ansvar for. Jeg har været alt for optaget af andre menneskers følelser og behov til at tage mig selv og mine egne følelser alvorlig og tage ansvar for dem.

Nu øver jeg mig så – jeg som ellers synes jeg var så ansvarlig. Nu øver jeg mig i at være ansvarlig overfor mig selv. Tage ansvar for mine følelser ved at give mig love til at føle dem og til at lade dem gå væk igen. Tager ansvar ved at give udtryk for dem og lade dem gå væk igen.

Ineffektivitet

Effektivitet er højt på dagsorden i samfundet lige nu. Alt skal være strømlinet og effektiv og alle skal arbejde hurtigere, bedre og hårdere fordi ellers… (indsæt selv et eller andet med konkurrence evne og kinesere eller hvad medierne nu har fundet på).

Jeg får tit lyst til at slå et slag for langsomhed og ineffektivitet.

Hvorfor er det, at alt skal være så effektivt? Hvad er det vi vil opnå? At blive mere stressede? At komme længere væk fra vores kære? At bruge al vores tid på et arbejde som alligevel gøre os syge, trætte og sure? Af få en masse penge? Og hvad er det så vi vil med de penge?

Hvad får vi ud af det? Hvad får vi ud af at strømline vores dag, vores arbejde, vores familie, vores skolesystem, vores børn, vores venner?

Jeg kommer sådan til at tænke på eksemplet med Skjern å, som man i 1960’erne tænkte – hvor ville det bare være en fordel hvis den flød lige i gennem landskabet. Det viste sig dog at være en kæmpe ulempe og man havde heldigvis mod nok til at rette op på sin fejltagelse.

Nogle gange er det meningen at ting skal foregå langsomt. Nogle gange er den lange snoede vej bedre og man kan få meget ud af at gå en omvej hentil sit mål. Måske er turen og omvejen det virkelige formål og ikke det sted (man troede) man skulle.
Jeg synes der mangler tid til at tænke sig om i hverdagen. Tid til faktisk at finde ud af hvad man mener om dette eller hint. Tid til at mærke efter hvad der er det gode og det rigtige at gøre. Friheden til at vælge hvad man vil gøre i stedet for bare at handle efter ureflekterede handlemønstre man har fået som barn og ung.

Tænk hvis alle havde tid til at tænke sig om.