Hverdag – eller noget der ligner

Jeg sidder med en dreng på 4 uger i en slynge. Han er vasket, har en tør ble, har lige spist og sover nu. Det er min første dag – rigtig alene med ham – altså hans fars første arbejdsdag. Indtil videre er det gået godt 🙂

Jeg følger stadig med glæde med i en masse blogs, men jeg har ikke lige haft tid til at skrive kommentarer. Jeg vil også gerne sige mange tak for alle kommentarerne til mit forrige indlæg. Tiden flyver afsted – det er slet ikke til at fatte. Jeg prøver at hænge på og nyde det 🙂

11 dage i verden

stork-2jpgSå er en skøn lille dreng komme til verden – for 11 dage siden. Han vejede 3700 g og målte 52 cm.
Den lille familie er meget optaget af at få det hele til at fungere. Det er ganske overvældende 🙂
Strik og den slags er der ikke så meget tid til, men det kommer forhåbentlig igen.

På nye eventyr

Billeder fra vores ferier
Billeder fra vores ferier

I de år min kæreste og jeg har kendt hinanden har vi hvert år taget på et nyt eventyr om sommmeren – og nogle gange på andre tider af året også 🙂
Vi har været på eventyr i Silkeborg egnen, i Indien omkring Delhi, i de Østrigske Alper i nærheden af Salzburg, i Norge ved Hardangervidda, i Berlin og i Norditalien i nærheden af Gardasøen.
I år skal vi af åbenlyse grunde dog ikke på den slags eventyr… man kan sige at vi skal på et helt anden slags eventyr. Et vi også har glædet os til i meget lang tid. Når jeg nu læser og hører om folk, som skal på sommerferie mange spændende steder kan jeg godt længes lidt selv, men så håber jeg bare på, at det bliver dejligt sommervejr herhjemme, så vi kan få de bedste rammer for at nyde vores første tid som en lille ny familie.

Ups…

ONline Supersocke 100 Bambus Color
ONline Supersocke 100 Bambus Color

Ja, så faldt jeg i… kom lige til det. At købe nyt garn. Det var min kære farmor som lokkede… eller det var i hvertfald hende som sendte mig hen i den lokale garnforretning for at købe garn til hende. Hun er 91 år og hævder at hun ikke kan strikke og hækle længere… eller i hvertfald ikke så godt som hun gerne ville. Alligevel så strikker og hækler hun på jævnligt (bare garnet ikke er for mørkt). Ganske godt klaret med gigtplagede hænder og et temmelig dårligt syn, synes jeg.
Jeg fik købt strømpegarn og et par ekstra nøgler garn til det babytæppe hun er ved at hækle til sit kommende oldebarn nr 2 – i oldemorfirkanter, selv sagt 😉
Og så faldt der sørme et nøgle bambus sokkegarn ned i posen… Nu har jeg så (endelig) slået op til et par Monkey socks – i følge ravelry den mest populære sokkeopskrift og jeg glæder mig til at se resultatet af mine første mønsterstrikkede sokker.

Garnkøbet betyder desværre +100g på mit o-meter, men jeg er fortrøstningsfuld… det skal nok hurtigt gå den anden vej igen 🙂