JuleudsmykningGlædelig Jul til alle – jeg ved godt jeg er lidt sent på den, men sådan er det nogle gange.

Jeg har haft en dejlig jul med min familie. Lillejuleaften blev jeg (og min symaskine) hentet af min mor – på vejen hjem til mine forældre fik vi overstået de sidste juleindkøb og så blev aftenen brugt på at stege gås, koge rødkål, lave fond til saucen og koge risengrød til ris a la mande. Min mor laver så meget så muligt i forvejen, så kan man bedre nyde juleaftensdag. Der blev også tid til et lille kig forbi dette lysorgie af et hus.
Juleaftensdag gik formiddagen med at pakke de sidste gaver ind og lave ris a la mande – det er officielt blevet min opgave nu, i praksis har jeg lavet den de sidste par år. Den blev ikke helt så god i år som den plejer, men jeg må tage revanche næste år.
Klokken 12 kom min bror og hentede mig så jeg kunne være med til at spise risengrød til frokost. Det var hyggeligt – min bror og hans kone, hendes søster og i alt 5 børn.
Midt på eftermiddagen kom mine forældre og min bedstemor og snart efter fik vi besøg af selveste julemanden. Det var til stor glæde, især for de mindste børn 🙂 Klokken tre blev der så danset om juletræet og derefter pakket gaver op. Det var anden gang skulle jeg give hjemmestrikkede gaver – første gang havde jeg strikket en hue som var for lille, så jeg var ret spændt. Jeg havde strikket sjaler til de 3 piger og heldigvis blev de godt modtaget 🙂 Jeg fik dog desværre ikke taget billeder af sjalerne.
Jeg selv blev begavet med bøger, tøj, hjælp til at købe en ny cykel og en smuk halskæde.
Så var det blevet tid til maden – gås, grillstegt flæskesteg, brune og hvide kartofler, franske kartofler, hjemmelavet rødkål, 2 slags sauce, pærer med ribsgelé og selvfølgelig ris a la mande. Min mindste nevø, som er 20 måneder, skulle selvfølgelig også have ris a la mande og hans mor skulle lige checke at han ikke havde mandlen i sin portion… så han ikke slugte den, men det havde han faktisk.
Før vi fik set os om var den dag forbi og så kunne vi rigtig slappe af 1. juledag.
2. juledag holdt min mor traditionen tro julefrokost. Der manglede ikke noget og det meste var hjemmelavet. Det er nok min yndlingsdag i hele julen. Det hele er lidt mere stille og roligt end juleaften og så er min kæreste også med den dag 🙂
Endnu engang glædelig jul og godt nytår.

Advertisements